Af Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen
Barndommens lethed
Som barn kunne jeg leve af drømme alene. Et legehus, jord under neglene og et kirsebærblad som pynt – og pludselig fandtes der en købmand med de skønneste kager. En snor mellem to stolper, lidt fantasi, og jeg var linedanser, med duften af savsmuld i næsen og suget fra trapezen i maven. Drømmene bar mig, som var der ingen afstand mellem tanke og virkelighed.
I barndommen er det let. Man går bare ind i drømmenes sted – uden forklaring, uden strategi – og verden følger med.
Da jordens tyngde kom
Med tiden gled drømmenes kraft ud af min hverdag. Voksenlivet gjorde jorden tung. Drømmene trak sig stille tilbage, som tidevand omkring en sten. Jeg blev bundet til det konkrete, som en tanke indeni, der blev ved med at hviske: Kan jeg det her? Har jeg, hvad der skal til? Er jeg modig nok?
Nogle kalder det realisme. Andre siger, at det er at blive voksen. Men jeg tror, det også er en glemt kunst: At turde stille sig dér, hvor drømmene kan løfte os. Købmanden med mudderkagerne og linedanseren i trapezen bor stadig i os – som en iboende længsel efter at blive genfortryllet.
”Børn? Nej tak.”
Gennem mit voksenliv stak spørgsmålet om børn lige ind i det sted, jeg var begyndt at beskytte mest – drømmene. Som homoseksuel mand lå det ikke i kortene, at børn ville komme af sig selv, og svaret blev altid et hurtigt »nej tak«, selvom jeg vidste, at det ikke var sandt.
Et »nej tak« kan blive en maske. Det kan dække over håb, der virker urealistiske, og længsler, man ikke tør folde helt ud.
Det lille menneske
Så skete der det, at der kom et lille menneske ind i vores nærmeste kreds. Ikke vores eget barn, men en lille dreng, der på en eller anden måde åbnede døre i mig, som jeg troede var låst for længst. Når han lå på min krop, sank min puls, og mit nervesystem forbandt sig med hans. Et smil fra hans lille mund føltes som sodavand i min krop. Når hans fingre samlede sig om min pegefinger, var det som om, han trak længslen frem fra mit inderste mørke og holdt den op i lyset.
Jeg havde forsøgt at tie drømmen ihjel, men nu blev den trukket frem af de små fingre – helt klar og umulig at ignorere.
Der hvor modet begynder
Drømme er lette som barn – og svære som voksen. At give min længsel ord og sige den højt, var som at træde ud som kejseren, der blev mødt af barnets ærlighed. Kunne drømmen holde?
I flere måneder lå jeg vågen om natten, undersøgende muligheder i mørket. Jeg havde endnu ikke fortalt min mand, at længslen efter at blive far var blevet så stor, at den ikke længere kunne gemmes væk. Til sidst tog jeg et skridt: Jeg bookede et videomøde med Tammuz og lagde invitationen i vores fælles kalender. Ikke en løsning, jeg er stolt af – men måske et vidnesbyrd om, hvor svært det kan være at stå ved sine drømme.
Da min mand trykkede »deltager«, mærkede jeg noget åbne sig indeni: et JA, der satte retning på noget, som før kun var længsel.
De første skridt på en ukendt vej
I sommer fløj vi til Sydamerika for at påbegynde vores fertilitetsproces. Da flyet lettede fra Kastrup, tog min mand min hånd og gav den et klem. Og jeg mærkede, hvordan vi pludselig sad i et drømmerør med Rolls-Royce-motorer, der bar os mod den anden side af jorden. Det føltes som begyndelsen på noget større, noget vi kun delvist kunne forstå, men som alligevel trak os fremad.
En drøm er nogle gange bare et rør af metal, der hæver sig fra jorden. Resten er mod, timing og håb.
Drømme tager tid
Vi er nu hjemme igen, men drømmenes sted er kommet med. Fertilitetsprocessen er ikke lineær. Der findes dage, hvor man mister retningen og kun har spørgsmål. Heldigvis findes der gode mennesker omkring os – som Tammuz’ team – der kan bære noget af tyngden, forklare det uforståelige og hjælpe med at folde mulighederne ud.
Jeg lærer langsomt en sandhed: Drømme er ikke nødvendigvis klare. De er levende. De flytter sig. Og de kræver plads.
Den dag det sker
Vi glæder os til den dag, hvor et lille menneske folder sine fingre om vores pegefingre og trækker vores nye identitet frem: At vi er blevet nogens fædre.
Og måske er det netop dér, på drømmenes sted, at jeg vil mærke barndommens lethed igen. Ikke som noget, jeg forlader mig til, men som noget, jeg endelig tør stå ved.
Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen er gift med Sigurd på 14. år. Han arbejder som sognepræst og er uddannet specialist i narrativ psykoterapi og konfliktmægler
